Ligesom de sidste 6 år tager Albertslund Badminton igen på Roskilde Festival. I år satser vi på at stille med ca. 75 medarbejdere, og vi håber at du har lyst til at være med. Arbejdet vil som de tidligere år bestå af at stå portvagt. Ledelsen for Roskilde Festival har besluttet at holde fast i de 32 timers arbejde. Du vil derfor som udgangspunkt få tildelt 4 vagter af 8 timers varighed.
Holdet fra Albertslund Badminton består i år af Julie, Helle, Laurids og Henrik. Inger og Jørgen vil igen i år stå for levering af mad.
Tilmeldingen starter nu, og da vi som sædvanlig kører efter først-til-mølle princippet, er det derfor vigtigt at du får meldt dig til så hurtigt som muligt. Tilmelding foregår på www.roskildecrew/tilmelding/, som vil blive holdt åben indtil vi har det ønskede antal medarbejdere.
Vi har i år valgt at indføre betaling af depositum på 1000 kr., og din tilmeldingen vil ikke være endelig før vi har modtaget dette beløb på vores konto. Vi har desværre følt os nødsaget til dette, da vi sidste år havde store problemer med at folk tilmeldte sig, fik armbånd på, og så aldrig dukkede op til vagterne. Det indbetalte depositum vil selvfølgelig blive tilbagebetalt efter festivalen, når du har opfyldt alle dine forpligtelser over for os. Efter din tilmelding er sendt via hjemmesiden, vil du modtage en bekræftelse pr. e-mail inden for et par dage. Her vil kontonummeret hvor depositummet skal indbetales være anført.
Det har tidligere været et krav, at man deltog i et uddannelsesmøde afholdt af Roskilde Festival. Dette vil i år blive erstattet af et e-learning kursus der kan gennemføres over nettet. Dog vil vi som forening afholde et møde hvor vi kræver at du deltager. Her vil du også få udleveret dit armbånd. Dato for dette møde følger senere. Du skal dog regne med, at det ligger i ugen op til festivalen.
Vi håber meget at se dig på dette års Roskilde Festival.